Fire er døde med corona – det højeste siden i juni

Der er registreret 378 nye smittede med coronavirus i Danmark det seneste døgn.

Det oplyser Statens Serum Institut søndag.

Antallet af indlagte er uændret på 105. Der er fire nye dødsfald, så i alt 658 nu er døde efter smitte med coronavirus.

Det er første gang siden 8. juni, at myndighederne registrerer fire dødsfald blandt personer med coronavirus i den daglige opgørelse.

Af de indlagte er 18 personer på en intensivafdeling. 15 er i respirator.

De 378 nye smittetilfælde stammer fra i alt 41.791 prøvesvar. Antallet af prøver er lavere end niveauet tidligere på ugen, hvor der flere gange har været over 50.000 test.

/ritzau/