Kolleger kan have misset beskeder efter fejl i Smittestop-app

Fejl i smittesporingsappen “Smittestop” betyder, at eksempelvis kolleger ikke i alle tilfælde har fået besked om, at de har være tæt på en coronasmittet, selv om personen har meldt sig smittet via appen.

Fejlen gælder kortvarige kontakter, hvilket også kan tælle klassekammerater eller personer, man har været på kursus med.

Det viser et mailsvar fra Sundheds- og Ældreministeriet til DR.

Det gælder for de mere end tre måneder, hvor appen har været tilgængelig.

I sidste uge lød det, at fejlen kun ramte personer, som man har været tæt på i lang tid, eksempelvis dem, man bor sammen med eller er sammen med i for eksempel et døgn.

Fejlen kan betyde, at mange smittekæder ikke bliver brudt. Det siger Christian Wejse, der er epidemiolog og afdelingslæge ved Aarhus Universitetshospital, til DR.

– Formentlig er rigtig mange, der har været tæt på en smitsom person og potentielt blevet smittet, ikke blevet testet og dermed fundet, siger han.

/ritzau/