100.000 har sagt ja til antistoftest i coronaundersøgelse

Over 100.000 borgere har sagt ja til at få tilsendt en antistoftest til hjemmebrug som en del af en ny undersøgelse af epidemiens udbredelse i Danmark.

Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Flere end 600.000 danskere har modtaget en invitation til at deltage i befolkningsundersøgelsen “Vi tester Danmark” i deres e-Boks.

Undersøgelsen består af et spørgeskema og muligheden for at få tilsendt en antistoftest, som man selv skal udføre derhjemme.

Den skal kunne vise, hvorvidt man har dannet antistoffer mod coronavirus, og dermed hvorvidt man tidligere har været smittet med virusset.

Efter få dage har 109.717 indtil videre indvilget i at deltage i undersøgelsen. 98 procent af dem har også sagt ja til en antistoftest.

Det oplyser Henrik Ullum, professor og overlæge ved Københavns Universitet og Rigshospitalet. Han er en af de eksperter, der er involveret i undersøgelsen.

– Med undersøgelsen håber vi overordnet på at kunne komme til at forstå, hvor langt vi er i den nuværende coronaepidemi i forskellige befolkningsgrupper. Og det kan vi bruge til at fintune de fremtidige indsatser mod corona, siger han.

Bag undersøgelsen står eksperter fra landets regioner og universiteter samt Statens Serum Institut og Testcenter Danmark.

/ritzau/