Ny afgift kan tage livet af tv-bingo på DK4

Sifa TV-Bingo, der sendes hver dag på tv-kanalen DK4, er lukningstruet, efter at en ny lov, der hæver afgiften for spilleindtægter fra 20 procent til 28 procent, træder i kraft ved nytår.

Stramningen har ifølge Sifa TV-Bingo, der har eksisteret siden 1985, til formål at reducere forbruget af spil og mindske problemer med ludomani.

– Det vil ganske enkelt tage livet af os, siger Samvirkende Idræts Foreninger Aalborgs (Sifa) bestyrelsesformand, Ole Nielsen.

– Vi er de eneste i Danmark, der sender bingo via tv, og vi er fejlagtigt kategoriseret som formidler af væddemål og/eller online kasinospil. Skatteministeriet har ganske enkelt ikke en kategori til sådan nogle som os, og derfor mener vi, at det er en fejl, at vi også rammes af denne ekstra afgiftsforhøjelse, siger Ole Nielsen.

– Vi har igennem 35 år sendt vores overskud direkte videre til idrætsforeningerne. Vi har vist samfundssind og støttet op om idrætsforeningerne, som nu mere end nogensinde lider økonomisk. Det slutter altså nu, hvis ikke politikerne kan tales til fornuft, siger Peter Skram, der er vært og kontorchef for Sifa TV-Bingo.

/ritzau/