Smitten på plejehjem er på det højeste i næsten fem måneder

De seneste uger har der været en stigning i antallet af smittede med coronavirus på danske plejehjem.

I sidste uge var der 21 tilfælde fordelt på 10 plejehjem. I samme periode er tre plejehjemsbeboer døde med virusset. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut.

Antallet af smittede i sidste uge er det højeste antal siden den første uge i maj.

Trods stigningen er der langt op til niveauet, da epidemien var på sit højeste i foråret. I uge 14 var der 144 smittetilfælde og 34 dødsfald.

Fra Folketingets og sundhedsmyndighedernes side har der været et stort fokus på at skærme beboere på plejehjem fra at blive smittet, fordi de er i risikogruppen for at kunne få et alvorligt forløb og dø med virusset.

Mandag lød en ny anbefaling fra Sundhedsstyrelsen, at ansatte på plejehjem bør have mundbind på, når de har tæt kontakt med beboere – for eksempel i forbindelse med pleje.

Der er 932 plejehjem i Danmark med rundt regnet 40.000 beboere. Ud af den gruppe er 933 blevet testet positive under coronaudbruddet. Omtrent halvdelen er blevet testet.

/ritzau/