Nu starter influenzasæsonen: Vaccine er ekstra vigtig i år

Fra mandag er det officielt influenzasæson i Danmark, hvor sæsonen for den smitsomme virus går fra uge 40 til uge 20 næste år.

I år er det særligt vigtigt for udsatte grupper at tage imod et tilbud om gratis vaccine. Sådan lyder en opfordring fra Statens Serum Institut ifølge DR.

– Det er særligt vigtigt i år, fordi vi ved, at vi risikerer at få en stor coronavirus-bølge, og for at sikre, at der er kapacitet i sundhedsvæsenet til at håndtere coronapatienter, skulle der helst ikke være for mange influenzapatienter.

– Så des flere, der kan blive vaccineret og undgår at blive alvorligt syge og skulle indlægges, des bedre, siger afdelingslæge på Statens Serum Institut Lasse Vestergaard til DR.

Ifølge Statens Serum Institut kan man blive vaccineret mod influenza ganske gratis fra 1. oktober, hvis man er fyldt 65 år, lever med en kronisk sygdom eller på anden vis er i særlig risiko. Det kan ske hos egen læge.

/ritzau/