Lammende giftstof slog tre havørne på Tåsinge ihjel

De tre havørne, der den 21. september blev fundet døde under en rede på Tåsinge syd for Svendborg, blev forgiftet.

Det har Center for Diagnostik ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) fastslået, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Der er fundet giftstoffet carbofuran i de tre døde havørne, som var en voksen og to unger. Og konklusionen er, at det er giftstoffet, der har slået fuglene ihjel.

Carbofuran er et stof, der gør, at musklerne bliver lammet. Det er kraftigt og bliver hurtigt optaget via dyrets slimhinder.

Det har været forbudt i EU siden 2008.

Der blev tidligere i år fundet både en død rød glente og havørn i det samme område, hvor undersøgelser også viste, at de var blevet forgiftet med carbofuran.

Fyns Politi efterforsker sagerne og opfordrer borgere til at tage kontakt, hvis de har oplysninger om sagen.

De tre havørne havde formentlig være døde i et par uger, da de blev fundet.

Havørnen blev udryddet i den danske natur sidst i 1800-tallet, men etablerede sig igen i 1996 som dansk ynglefugl.

I dag er der over 100 ynglepar rundt i Danmark.

Sydfyn, Lolland, Falster og Sydøstjylland er kerneområdet for havørnene.

/ritzau/