Lammende giftstof slog tre havørne på Tåsinge ihjel

De tre havørne, der den 21. september blev fundet døde under en rede på Tåsinge syd for Svendborg, blev forgiftet.

Det har Center for Diagnostik ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) fastslået, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Der er fundet giftstoffet carbofuran i de tre døde havørne, som var en voksen og to unger. Og konklusionen er, at det er giftstoffet, der har slået fuglene ihjel.

Carbofuran er et stof, der gør, at musklerne bliver lammet. Det er kraftigt og bliver hurtigt optaget via dyrets slimhinder.

Det har været forbudt i EU siden 2008.

Havørnen er Nordeuropas største rovfugl og fredet i Danmark.

Kim Skelmose, leder af Dansk Ornitologisk Forenings “Projekt Ørn”, er ikke i tvivl om, at nogle bevidst har forgiftet fuglene.

– Jeg synes, at det er noget forbandet svineri, at man går ud bevidst og lægger carbofuran i naturen for at efterstræbe vores havørne.

– Man er stensikker på, at en fugl dør, hvis den får carbofuran i sig. Det er dræbende med det samme, siger han.

Ifølge Kim Skelmose kan årsagen til forgiftningen for eksempel være, at nogle ikke kan lide rovfuglen og derfor vil af med den.

Der blev tidligere i år fundet både en død rød glente og havørn i det samme område, hvor undersøgelser også viste, at de var blevet forgiftet med carbofuran.

Fyns Politi efterforsker sagerne og opfordrer borgere til at tage kontakt, hvis de har oplysninger om sagen.

Kim Skelmose oplyser, at bestanden af havørne fortsat er sund i Danmark trods forgiftningen.

De tre havørne havde formentlig være døde i et par uger, da de blev fundet.

Havørnen blev udryddet i den danske natur sidst i 1800-tallet, men etablerede sig igen i 1996 som dansk ynglefugl.

I dag er der over 100 ynglepar rundt i Danmark.

Sydfyn, Lolland, Falster og Sydøstjylland er kerneområdet for havørnene.

/ritzau/