Antallet af indlagte med coronavirus falder til 95

Der er to færre indlagt med coronavirus i Danmark søndag sammenlignet med døgnet før. Dermed er 95 personer indlagt med virusset på danske hospitaler.

Det viser tal fra Statens Serum Institut søndag eftermiddag.

Hvis man medregner, at der også er nogle patienter, som er blevet udskrevet siden den seneste opgørelse, er der 13 nyindlagte, fremgår det af tallene.

Blandt de indlagte er 17 på intensiv, heraf ligger de 11 i respirator. Det er det samme antal som lørdag.

Der er bekræftet 424 nye smittede siden lørdag. Det er markant lavere end antallet af nysmittede fredag og lørdag, hvor det begge dage var over 600.

Endnu et dødsfald er registreret, så i alt er 649 døde med coronavirus i Danmark.

/ritzau/