Antallet af indlagte med coronavirus falder med 2 til 95

Der er to færre indlagt med coronavirus i Danmark søndag sammenlignet med døgnet før. Dermed er 95 personer indlagt med virusset på danske hospitaler.

Det viser tal fra Statens Serum Institut søndag eftermiddag.

Hvis man medregner, at der også er nogle patienter, som er blevet udskrevet siden den seneste opgørelse, er der 13 nyindlagte, fremgår det af tallene.

Blandt de indlagte er 17 på intensiv, heraf ligger de 11 i respirator. Det er det samme antal som lørdag.

Der er bekræftet 424 nye smittetilfælde siden den seneste opgørelse.

Det er markant lavere end antallet af nysmittede fredag og lørdag, hvor det begge dage var over 600.

Stigningerne de foregående to døgn dækker over de højeste daglige stigninger i smittetallet, der er registreret, siden det første tilfælde blev opdaget i Danmark i slutningen af februar.

Der bliver dog testet væsentligt flere per døgn nu, end der blev gjort i foråret. Det er derfor sandsynligt, at flere milde coronatilfælde og patienter helt uden symptomer bliver opdaget nu sammenlignet med tidligere på året.

Der er udført flere end 46.000 prøver på knap 20.000 personer det seneste døgn, viser opgørelsen søndag.

Endnu et dødsfald er registreret, så i alt er 649 døde med coronavirus i Danmark.

/ritzau/