Virus-professor: Restriktioner kan strammes endnu mere

De nye restriktioner, som sætter en stopper for store private fester, er fornuftige, men ikke helt nok.

Det fastslår Allan Randrup Thomsen, der professor i virologi ved Københavns Universitet.

– Som situationen er lige nu, så jeg gerne, at man helt lukkede barerne i en periode, siger han.

Ifølge Allan Randrup Thomsen er det bedst at gribe hurtigt ind. Derfor kunne de nye restriktioner om maksimum 50 tilstedeværende til private fester godt have været indført allerede ved forrige pressemøde, som fandt sted fredag 18. september.

– Det er ikke mit indtryk, at der er kommet mere viden frem siden sidste uge, derfor så jeg gerne, at man havde sat ind noget før, siger han.

På pressemødet fredag blev de landsdækkende restriktioner forlænget. Og så kom der et loft på 50 tilstedeværende ved private fester i selskabslokaler og på restauranter. Det inkluderer blandt andet kok og eventuel serveringspersonale.

Restriktionerne gælder på nuværende tidspunkt til og med 18. oktober.

/ritzau/