App har i flere tilfælde ikke givet besked om coronasmitte

Den danske smittesporingsapp, “Smittestop”, har i nogle tilfælde ikke givet folk en notifikation, selv om de har været tæt på en person smittet med coronavirus.

Det bekræfter Lene Ærbo, teknisk projektleder på appen for Sundheds- og Ældreministeriet, over for DR.

Det skyldes en teknisk fejl, som myndighederne arbejder på at rette op på.

Lene Ærbo siger til DR, at man den seneste uge har testet appen for at genskabe den situation, der forårsager fejlen. Det ser ud til, at man har fundet årsagen, lyder meldingen fra Lene Ærbo.

Teknikere er i gang med at rette op på fejlen, skriver DR.

Det vides ikke, om fejlen har været i appen siden lanceringen. Problemet er ifølge Lene Ærbo begrænset til de allertætteste kontakter, eksempelvis folk i ens bopæl, skriver DR.

Politiken kunne onsdag berette, at den tidligere børne- og ungeborgmester i København Pia Allerslev havde indberettet i “Smittestop”, at hun var coronasmittet. Alligevel fik hendes familie og nære omgangskreds ikke besked om, at hun var smittet.

Sundheds- og Ældreministeriet sagde i den forbindelse, at sundhed.dk har modtaget en række henvendelser fra borgere, der har meldt sig smittet i appen, som undrer sig over, at deres nære kontakter ikke fik besked i appen.

Appen “Smittestop” blev lanceret i juni.

Med appen kan brugere give besked til andre brugere af appen, som man har været tæt på, hvis man bliver testet positiv med coronavirus.

Appen kan på den måde også give besked til personer, som man ikke kender. Derefter kan de blive testet.

Ifølge de seneste tal er “Smittestop” blevet downloadet 1.393.967 gange, og
2266 brugere har hidtil meldt sig smittet med coronavirus i appen.

Borgere, der oplever problemer med appen, opfordres til at tage kontakt til sundhed.dk’s supportside eller ringe til 44 22 20 80.

/ritzau/