29 ud af 34 deltagere er smittet efter kursus i Forsvaret

29 ud af 34 deltagere ved et kursus i Forsvaret er blevet testet positive for coronavirus.

Kurset blev afholdt 13.-17. september i Fredensborg i Nordsjælland. Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.

– Kurset blev afviklet efter de gældende regler og anbefalinger fra regeringen og sundhedsmyndighederne, hvorfor det er en uheldig og trist situation, at mange af deltagerne er smittede, siger Peter Dahl Thruelsen, dekan ved Forsvarsakademiet, som er ansvarlig for kurset, i pressemeddelelsen.

Ifølge Forsvaret havde alle deltagere ved kurset fået udleveret mundbind, som blandt andet blev brugt under transport.

Derudover var der håndsprit tilgængelig, og overflader blev rengjort flere gange, ligesom maden blev serveret i portioner. Desuden var der fokus på afstand, skriver Forsvaret i pressemeddelelsen.

Kurset med de 29 smittede hedder “Forsvarschefens Sikkerhedspolitiske Kursus”. Det henvender sig ifølge Forsvaret til meningsdannere i det danske samfund.

Ingen af de smittede er meldt alvorligt syge.

/ritzau/