Danskerne finder det sværere at følge coronaråd

Danskernes opfattelse af coronarådene har ændret sig.

Den seneste tid er rådene blevet opfattet som sværere at følge, mindre effektive og mere omkostningsfyldte. Det viser et studie fra Aarhus Universitet.

Michael Lang Petersen, en af forskerne bag studiet, fortæller, at det er sket inden for de seneste par uger.

– Det er ikke, fordi det er store ændringer. Men det særlige er, at det er ændringer på tværs af de tre forskellige områder. Det har vi ikke set før, siger han.

Han hæfter sig samtidig ved, at det er sket, samtidig med at coronasmitten er taget til i samfundet.

Hen over epidemien har man ellers kunnet se, at opmærksomheden på rådene har fulgt med smitten.

Han vurderer, at to ting kan være skyld i ændringen. Det ene er uklare meldinger om “sociale bobler”.

Det andet er, at borgerne står i en helt anden situation end i foråret, hvor coronasmitten også var høj, men hvor samfundet var lukket ned.

– Det var let nok at holde afstand og sørge for ikke at have for mange kontakter i et nedlukket samfund. Der skulle du bare blive hjemme i din sofa.

– Men det er betydeligt sværere at gøre det i et genåbnet samfund, hvor du godt nok skal gå hjem fra barerne klokken 22.00. Men du kan gøre mange ting, siger professoren.

/ritzau/