SOS Børnebyerne aflyser landsindsamling og gør den digital

Bevæbnet med håndsprit og mundbind skulle indsamlere fra SOS Børnebyerne have været ude at rasle med indsamlingsbøtterne søndag.

Men landsindsamlingen er aflyst og bliver i stedet digital. Det oplyser SOS Børnebyerne i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet efter fredagens pressemøde. Her skærpede myndighederne restriktionerne mod coronavirus i hele landet.

– Vi er allesammen nødt til at passe særligt godt på hinanden i disse tider, og derfor har vi valgt af aflyse vores fysiske landsindsamling på søndag.

– Det ærgrer mig selvfølgelig dybt, for verdens udsatte børn har lige nu brug for vores hjælp mere end nogensinde før, siger direktør Mads Klæstrup Kristensen i meddelelsen.

Indsamlingen skulle oprindeligt have været afholdt i foråret. Den blev imidlertid udskudt til efteråret og er altså nu ændret til en ren digital indsamling.

/ritzau/