Norge ventes at indføre karantænekrav for alle danskere

Norge ventes lørdag at indføre krav om karantæne for rejsende fra Region Sjælland og Region Nordjylland.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Dermed vil der være krav om ti dages karantæne for rejsende fra hele Danmark til Norge.

Det samme gælder rejsende fra Færøerne. Det gælder dog ikke Grønland.

Norge anbefaler allerede karantæne for indrejsende fra regionerne Syddanmark, Hovedstaden og Midtjylland.

Ændringerne får ikke de danske myndigheder til at fraråde rejser til Norge. Ifølge Udenrigsministeriet er det nemlig fortsat muligt at afholde ferie i landet, hvis man opholder sig på “et passende karantænested”.

Meldingen fra det danske udenrigsministerium kommer, før der foreligger nogen officiel melding fra de norske myndigheder om rejsevejledningerne til og fra Danmark.

I denne uge har Norges sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI), anbefalet, at også Region Nordjylland og Region Sjælland omfattes af karantænekravet.

Det er stigende smitte i de to regioner, der ligger til grund for anbefalingen fra den norske sundhedsstyrelse.

Det skyldes, at regionerne har registreret flere end 40 smittede per 100.000 indbyggere over en uge, skrev FHI i en pressemeddelelse tirsdag.

Det er dog i sidste ende Norges regering, der skal beslutte, om den vil følge anbefalingen.

Den norske regering har hidtil fulgt de anbefalinger for indrejse, som den norske sundhedsstyrelse er kommet med.

Ifølge Udenrigsministeriet i Danmark ventes karantænekravet for danskere at træde i kraft ved midnat mellem fredag og lørdag.

/ritzau/