Norge ventes at indføre karantænekrav for alle danskere

Norge ventes lørdag at indføre krav om karantæne for rejsende fra Region Sjælland og Region Nordjylland.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Dermed vil der være krav om ti dages karantæne for rejsende fra hele Danmark til Norge.

Det samme gælder rejsende fra Færøerne. Det gælder dog ikke Grønland.

Ændringerne får ikke de danske myndigheder til at fraråde rejser til Norge. Ifølge Udenrigsministeriet er det nemlig fortsat muligt at afholde ferie i landet, hvis man opholder sig på et passende karantænested.

Der er endnu ikke kommet nogen officiel melding fra de norske myndigheder om ændringerne.

Norges sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI), har i denne uge anbefalet, at Region Nordjylland og Region Sjælland omfattes af et karantænekrav.

Men det er i sidste ende Norges regering, der skal beslutte, om den vil følge anbefalingen.

Den norske regering har hidtil fulgt de anbefalinger for indrejse, som den norske sundhedsstyrelse er kommet med.

/ritzau/