453 nye smittetilfælde i Danmark det seneste døgn er rekord

De seneste to døgn er yderligere 822 testet positive for coronavirus i Danmark, Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Tallene blev ikke opdateret onsdag af tekniske årsager.

Det seneste døgn er 453 testet positive. For det foregående døgn er tallet 369.

De 453 nye smittede er det højeste antal nye smittede, der er registreret på et døgn i Danmark, siden coronavirus brød ud i Danmark.

– Smittetallet er højt og noget skræmmende. Med over 400 smittede er tendensen i den helt forkerte retning, siger formand for Lungeforeningen Torben Mogensen.

Med især stigende smittetal i hovedstadsområdet, er der blevet indført nye coronarestriktioner fra torsdag.

De nye restriktioner, ligner nogle af dem, som blev indført i Aarhus, under et lokalt smitteudbrud i august. Ifølge Torben Mogensen kan man dog ikke sammenligne situationen i Aarhus med situationen i København.

– I Aarhus var det mere lokaliseret omkring det somaliske miljø og introdage på universitetet. Det er nemmere at have med at gøre i forhold til den diffuse stigning i København. Jeg er ikke specielt optimistisk, siger han og påpeger, at vi først kan se effekten af de nye restriktioner om ti til fjorten dage.

Den hidtidige smitterekord blev sat 8. april, hvor der blev konstateret 408 nye smittetilfælde.

Med til den nye smitterekord hører, at der i dag bliver testet langt flere for coronavirus, end der gjorde i foråret. Derfor er der givetvis også konstateret flere nye smittede.

Antallet af indlagte torsdag er 60. Det er en stigning på fem siden opgørelsen tirsdag. Af de indlagte er fire på intensiv, hvoraf en af dem er i respirator.

Siden tirsdagens opgørelse er yderligere to døde med coronavirus. Dermed er i alt 635 bekræftet døde med coronavirus i Danmark.

/ritzau/