Rapport viser raske Grindsted-borgere trods forureninger

Borgere i Grindsted er ikke mere syge end andre.

Derfor bliver der ikke fulgt op på den sundhedsundersøgelse, der har kigget på betydningen af forureninger i og omkring byen i Billund Kommune.

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Hverken borgere, forskere eller kommune har udtrykt behov for opfølgning.

– Borgerne i Grindsted er ikke mere syge end borgere i sammenlignelige byer, siger Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.

– Vi kan samtidig konkludere, at der ikke er noget grundlag for at foretage yderligere undersøgelse blandt de parter, vi over de seneste måneder har drøftet resultaterne med.

I 2018 satte Region Syddanmark gang i en sundhedsundersøgelse i Grindsted på grund af forureninger i og omkring byen. Den blev iværksat, efter at flere havde udtrykt bekymring over at bo og færdes i byen.

Undersøgelsen viser, at forureningerne ikke giver særlig grund til bekymring for borgernes helbred.

Men det ændrer ikke på, at der arbejdes på at gøre noget ved forureningerne. Det siger Stephanie Lose.

– Jeg vil gerne understrege, at resultatet af sundhedsundersøgelsen ikke får nogen betydning i forhold til arbejdet med forureningerne i byen.

– Vi er stålsatte på at få standset den forurening, der er i jorden, og som hvert år siver ud i Grindsted Å, siger hun.

/ritzau/