Eksperter laver plan for behandling af senfølger efter corona

En ekspertgruppe skal rådgive Sundhedsstyrelsen om, hvordan man udreder og behandler personer, der lider af senfølger efter corona.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

Det er uvist, hvor mange coronasmittede danskere der døjer med senfølger fra sygdommen covid-19.

I Facebook-gruppen “Covidramte med senfølger” med 6300 medlemmer har flere berettet om blandt andet nedsat smags- og lugtesans, åndenød og koncentrationsbesvær.

– Selv om omfanget og typen af senfølger endnu ikke er fuldstændig afklaret, er det vigtigt for os, at personer med senfølger efter covid-19 får den indsats, de har behov for, og at de modtager den det sted, der bedst muligt kan håndtere den enkeltes behov, siger vicedirektør Helene Probst fra Sundhedsstyrelsen.

Ekspertgruppen skal komme med indspark til et sæt nationale anbefalinger til, hvordan man behandler personer med senfølger bedst.

– Da der er tale om forskellige typer af senfølger, vil der være forskellige behov hos den enkelte.

– Men der vil ofte være behov for en tværfaglig indsats med involvering af for eksempel fysioterapeuter, sygeplejersker, psykologer og læger, siger Helene Probst.

Arbejdsgruppen tæller blandt andre repræsentanter fra flere lægefaglige selskaber, fra Dansk Sygepleje Selskab og fra Dansk Selskab for Fysioterapi.

Der har foreløbig været afholdt ét møde i gruppen, og anbefalingerne fra gruppen ventes klar i slutningen af september.

Dansk Sygeplejeråd er en af de aktører, der for nyligt har efterlyst en national handlingsplan for behandling af senfølger efter covid-19.

– Mange af vores medlemmer går rundt med tunge senfølger efter den smitte, de har været ramt af.

– Det er vigtigt, at der bliver lagt en national plan for at udrede og hjælpe dem, der oplever senfølger, sagde rådets formand, Grete Christensen, i den forbindelse til Ritzau.

/ritzau/