Politikere kan ikke enes om elløbehjul i København

Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg forlader mandag aften forhandlingsbordet uden at nå til enighed om nye regler for elløbehjul i kommunen.

Det fortæller Mette Annelie Rasmussen, der er gruppeformand for Radikale Venstre i Københavns Borgerrepræsentation.

– Vi havde håbet på, at vi kunne nå hinanden i en eller anden fornuftig løsning, der gav mulighed for at regulere skarpt på parkering, miljø og brug af byens rum, men det var der ikke appetit på fra socialdemokraterne, siger hun.

Hun oplyser, at Socialdemokratiet til mødet har foreslået et delvist forbud af elløbehjul, der gælder i Indre By og brokvartererne.

Ifølge Mette Annelie Rasmussen vil det svare til et de facto-forbud.

Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL), udtalte i sidste uge, at hun gerne så et decideret forbud mod elløbehjul i København.

– Løbehjulene har skabt store frustrationer for københavnerne, fordi de gennem halvandet år nu har spærret både fortove og cykelstier og dermed skabt farlige situationer for både cyklende og gående, sagde hun.

– Løbehjulene gør ikke en afgørende forskel i den københavnske trafik, fordi det ofte er gående eller cyklister, som vælger at hoppe op på et løbehjul og suse gennem byen.

/ritzau/