Østrig og Holland krydser smittegrænse: Rejser kan frarådes

I løbet af den seneste uge er antallet af bekræftede smittede med coronavirus steget i Østrig og Holland.

Det kan betyde, at de to lande bliver de næste, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til.

De danske myndigheder fraråder ikke-nødvendige rejser, hvis der er over 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen i et land i EU og Schengen.

De seneste to uger har både Østrig og Holland i gennemsnit haft 34,6 nye smittede per 100.000 indbyggere om ugen.

Det viser tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC.

Udenrigsministeriets liste over anbefalinger til rejsemål bliver opdateret hver torsdag klokken 16.

Ud over antal smittede kigger myndighederne på testniveauet i det enkelte land. Det tæller herunder, hvor stor en andel af de testede, der testes positive.

Derudover bliver der kigget på landenes restriktioner i forhold til indrejse – for eksempel om der er krav om karantæne, når man krydser grænsen.

/ritzau/