Danmark oplever største antal coronasmittede siden april

Det seneste døgn er yderligere 347 testet positive for coronavirus i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) mandag.

Det er det højeste antal smittede siden 8. april. Dengang var der 408 smittede hen over et døgn.

Det hører dog med, at langt flere nu testes for covid-19. Derfor opdages der givetvis flere tilfælde i dag end i foråret.

Opgørelsen mandag viser også, at der i Danmark nu er blevet testet over to millioner personer.

På baggrund af det stigende smittetal har Socialdemokratiet varslet om flere coronarestriktioner for at inddæmme smitten. Der er imidlertid endnu ikke nogen konkrete informationer om, hvor eller hvornår restriktionerne kommer.

Antallet af indlagte er i løbet af det seneste døgn steget med tre til 50. Ud af de indlagte ligger fire på intensiv, hvor én er tilkoblet en respirator.

Der har været to yderligere coronarelaterede dødsfald. Dermed er det samlede antal døde med coronavirus siden virusset kom til Danmark i februar 633.

/ritzau/