Ansat på botilbud tiltalt for at slå udviklingshæmmet beboer

En medarbejder på et botilbud i Nordjylland er tiltalt for at slå en beboer under en hospitalsindlæggelse.

Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi over for DR mandag.

Der er tale om en ansat ved botilbuddet Sødisbakke i Mariager. Volden skulle være sket, mens den svært udviklingshæmmede beboer var indlagt på et hospital på Sjælland.

Episoden er ifølge mediet fanget på videoovervågning. Her skulle nogle hospitalsansatte have set episoden, der angiveligt fandt sted, mens den udviklingshæmmede beboer lå og hvilede sig i sin seng.

Personalet på hospitalet anmeldte efterfølgende medarbejderen fra Sødisbakke til politiet.

Den pågældende medarbejder er ikke længere ansat, bekræfter den konstituerede områdechef på Sødisbakke, Anette Høg Blach.

– Det er klart, at vi tager sådan en formodet anklage særdeles alvorligt. Og det betyder selvfølgelig også, at vi handler i sådan en sag. Og vi har også handlet resolut, da vi fik kendskab til denne her politianmeldelse, siger hun til DR.

Socialtilsynet er underrettet om sagen.

Det fremgår af artiklen ikke, hvornår episoden skulle være sket, eller hvornår den ventes at komme for retten.

/ritzau/