Elcyklen sætter rekord: Fra dårligt ry til alternativ til bil

Elcykler bliver ved med at vinde indpas på de danske veje og cykelstier.

Sidste år blev der importeret 62.864 elcykler til Denmark. Det var det højeste antal nogensinde, viser tal fra Danmarks Statistik.

Rekorden kommer efter en årrække, hvor der bortset fra et enkelt år er sket en konstant stigning i antallet af importerede elcykler.

Den fortsat stigende popularitet for elcyklen kan skyldes flere forhold, mener Sidsel Birk Hjuler.

Hun er sekretariatsleder hos Supercykelstier, der er et samarbejde mellem 28 kommuner og Region Hovedstaden om at skabe en bedre cykelinfrastruktur.

– Jeg tror, at elcyklen er kommet lidt væk fra det dårlige ry, den havde på et tidspunkt, om at den kun var for gamle og svage mennesker, der ikke kunne finde ud af at bruge deres egen rugbrødsmotor godt nok.

– Nu er den blevet til et reelt transportalternativ til andre køretøjer, herunder særligt bilen, siger Sidsel Birk Hjuler.

Hun peger også på, at flere kan blive tiltrukket af elcyklen, fordi man pludselig kan køre længere distancer uden at blive meget udmattet af det.

– Man kan også bedre regne med tiden, uanset om man kører i modvind eller i medvind.

– Så man kan sige, at den her transportform er lidt mere til at regne med. Det tror jeg også har en stor betydning, siger Sidsel Birk Hjuler.

I takt med at der er kommet flere elcykler på vejene og cykelstierne, er antallet af ulykker med elcykler også steget. Det har Vejdirektoratet tidligere kunnet oplyse i en rapport.

Af rapporten fremgår det, at der sidste år blev registreret 258 ulykker med elcykler. Det var rekord og en stigning på 38 procent i forhold til året før.

Sidste år blev der desuden registreret ti dødsfald blandt elcyklister, mens 109 elcyklister kom til skade. Derved udgjorde elcyklister 13 procent af alle dræbte og tilskadekomne cyklister.

Sidsel Birk Hjuler vurderer, at flere af ulykkerne kan hænge sammen med, at brugerne ikke helt har nået at vænne sig til teknikken omkring elcyklerne.

En anden årsag kan ifølge hende være, at de andre trafikanter endnu ikke er helt opmærksomme på, at cykler kan have forskellig fart.

– Det kan være i højresving, hvor det er en vanesag for trafikken generelt at skulle vænne sig til forskellige hastigheder på cykelstien, siger Sidsel Birk Hjuler.

Ud over at den danske import af elcykler satte rekord sidste år, blev der også sat rekord for den danske eksport.

Ifølge Danmarks Statistik blev der sidste år solgt 11.023 elcykler til udlandet. Det er det højeste nogensinde.

/ritzau/