Antallet af coronaramte minkfarme er fordoblet på ti dage

Antallet af danske minkfarme, der er eller har været ramt af coronasmitte, er mere end fordoblet på blot ti dage.

Ifølge Fødevarestyrelsen er der i Frederikshavn Kommune fundet coronasmitte på én minkfarm, mens antallet er 12 hos naboerne i Hjørring Kommune.

De 12 tilfælde i Hjørring Kommune er ifølge lokalmediet Nordjyske en stigning på tre i forhold til en tidligere opgørelse.

Med de yderligere tre minkfarme er det samlede antal dermed nu oppe på 13.

Til sammenligning var der fundet coronasmitte på i alt seks minkfarme onsdag 2. september. Det oplyste Fødevarestyrelsen dengang i en pressemeddelelse.

Fødevarestyrelsen har siden juli overvåget Danmarks knap 1200 minkfarme for coronasmitte.

I dag er det et lovkrav, at alle, der færdes på minkfarme, bruger værnemidler.

Ejere af minkfarme skal også lave en detaljeret plan for smittebeskyttelse.

/ritzau/