Ombudsmanden vil kulegrave Familieretshuset efter kritik

Ombudsmanden agter at foretage en kulegravning af Familieretshusets sagsbehandlingstider.

Det skriver Politiken.

Reaktionen fra Folketingets Ombudsmand kommer, efter en omfattende kritik af at den nye skilsmissereform hverken har gjort det nemmere for børn eller forældre.

Det viser en rapport fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som blev offentliggjort tidligere på ugen.

Konklusionen lyder, at forældre er blevet mere utilfredse med, hvordan myndighederne behandler deres sager om samvær, bopæl og forældremyndighed.

Reformens formål var blandt andet at hjælpe familierne med at håndtere samarbejdet og få en bedre hverdag, men det er ikke sket, lyder det i undersøgelsen.

Og nu agter en bekymret ombudsmand altså få sagsbehandlingstiderne endevendt, skriver Politiken.

Det drejer sig om tusindvis af konfliktfyldte skilsmissesager.

Det er først og fremmest de sager, hvor en domstol har tilkendt den ene forælder overvåget samvær med et fælles barn. Det er typisk faderen, skriver avisen.

Ombudsmand Niels Fenger frygter, at praksis er blevet, at der kan gå helt op til fem og seks måneder fra domsafsigelse, indtil Familieretshuset giver fædrene det samvær, de har krav på.

Ifølge Politiken beskriver ombudsmanden i sin åbningsskrivelse til Familieretshuset sin bekymring.

– Der kan gå lang tid, fra der bliver afsagt en dom om overvåget samvær, til dette samvær bliver påbegyndt.

– På den baggrund beder jeg Familieretshuset om at redegøre for, hvorledes Familieretshuset i praksis udmønter de domme, som familieretten og landsretten afsiger, skriver ombudsmanden ifølge avisen.

Han udbeder sig desuden detaljerede statistiker, opgørelser og oplysninger om konkrete sager og sagsbehandlingstider.

1515 forældre besvarede den føromtalte undersøgelse fra Vive før skilsmissereformen og 1589 forældre besvarede efter reformen.

63 procent af forældrene angiver efter reformen, at forløbet har været for langt. Før reformen var det 50 procent.

Som led i reformen blev Statsforvaltningen afløst af en myndighed kaldet Familieretshuset, der skulle sikre fokus på børnenes tarv.

En rundspørge fra i år viser, at 51 procent af forældrene er “helt uenige” i, at de under forløbet i Familieretshuset har fået et bedre samarbejde. Den andel lå på 41 procent i 2019.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har tidligere kaldt undersøgelsens resultater for “tragiske” over for Politiken.

/ritzau/