Kvinfo: Det er chefernes ansvar at forebygge sexchikane

Det åbne brev til mediebranchen, som 701 kvinder skrev under på i kølvandet på tv-værten Sofie Lindes sexchikanesag, bør afføde politisk handling.

Det mener direktør for Kvinfo Henriette Laursen.

– Vores politikere skal lægge sig fladt ned og erkende, at der tegner sig et mønster. Der er et reelt problem, som er et problem for os alle, siger hun.

Henriette Laursen peger umiddelbart på to løsninger, hun gerne så, at politikerne kiggede på.

– Det ene er en øget arbejdstagerbeskyttelse, hvis man fører sager om seksuel chikane, siger hun.

Henriette Laursen mener ikke, at den godtgørelse, folk, der har oplevet seksuel chikane, står til at modtage, står mål med frygten for at miste sit arbejde.

Det andet, siger hun, er, at der skal indføres et “indirekte objektivt ansvar”. Det betyder, det er arbejdsgiverens ansvar at forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen.

– Så hvis man ikke ikke tilrettelægger en tilstrækkelig forebyggelse på arbejdspladsen i forhold til seksuel chikane, så bør det være arbejdsgiverens ansvar. Og det bør koste, siger hun.

Kvinfo er et dansk videnscenter, som beskæftiger sig med viden om køn, ligestilling og mangfoldighed.

/ritzau/