Hovedstaden får coronahjælp: Midtjylland sender ti testbiler

For en måneds tid siden var det Aarhus og Silkeborg, der var hårdt ramt af stigende coronasmitte.

Her blev der sendt en hjælpende hånd til testningen for covid-19 fra andre dele af landet, og nu går hjælpen så den anden vej.

Region Midtjylland vil den næste tid sende ti testhold afsted for at hjælpe i hovedstaden, hvor smitten den seneste tid er steget.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Der er tale om ti testhold, der hver består af tre personer med det nødvendige udstyr og en bil.

Det første hold sendes afsted i dag, fredag. I første omgang forventes det, at testholdene vender retur efter en uges tid.

Testholdene, der skal hjælpe med at teste og opspore smittekæder, kan flyttes til nye adresser, hvor der er behov for det.

– Den situation vi selv stod i for få uger siden med mange nye smittede hver dag, restriktioner som i foråret og stor usikkerhed er præcis den virkelighed, København står i nu.

– Vi fik god hjælp af andre regioner, da vi kæmpede mod smittespredning i blandt andet Aarhus og Silkeborg. Nu er det Region Hovedstaden, der har brug for hjælp, og selvfølgelig kommer vi, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i meddelelsen.

Både i Aarhus og Silkeborg er smittesituationen blevet stabiliseret, efter at smitten i starten af august var blusset op.

Der blev blandt andet indført flere restriktioner, der skulle inddæmme smitten.

Blandt andet blev der – før det blev et krav i hele landet – indført et påbud om at bruge mundbind i den offentlige transport.

Samtidig kunne barer og restauranter kun holde åbent til midnat, og gymnasieelevers skolestart blev udskudt.

Noget af det samme er blevet iværksat i 17 hovedstadskommuner og Odense, hvor smitten er taget til.

Her må barer og restauranter have åbent til klokken 24.00, mens der i resten af landet må holdes åbent til klokken 02.00.

/ritzau/