Biskopper protesterer mod udsigt til omskæringsforbud

En fejltagelse. Et slag mod religionsfriheden. Beskæmmende.

Med de ord advarer flere af folkekirkens biskopper mod det forbud mod omskæring af drengebørn, som for tiden bliver diskuteret.

Det står klart, efter at Kristeligt Dagblad har kontaktet alle ti biskopper for at høre deres holdning til dilemmaet, der af flere beskrives som en kriminalisering af jødedommen.

– Jeg synes, der er en manglende forståelse for, hvad et forbud betyder for det jødiske samfund og dele af det muslimske, siger Viborg Stifts biskop, Henrik Stubkjær.

– Ritualet er en central del af den jødiske religion, og jeg vil advare mod et forbud. Danmark bliver ikke et mere demokratisk eller rigere land, hvis det viser sig, at jøderne ikke kan være i landet uden at blive kriminaliseret.

Roskilde Stifts Peter Fischer-Møller udtaler sig i lignende vendinger, og biskoppen i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, er også skeptisk.

– Det er en fejltagelse at lave et forbud på baggrund af den øjeblikkelige folkestemning, siger hun og tilføjer:
– Vi har religionsfrihed, og forbuddet er mig bekendt ikke udsprunget af et generelt ønske fra de pågældende trossamfund. Tværtimod.

Københavns Stifts biskop, Peter Skov-Jakobsen, var i 2015 medunderskriver på en erklæring imod et forbud fra gruppen Jødisk-Kristent-Muslimsk Forum i København adresseret til Folketingets politikere.

– Hvis du spørger mig, om jeg går ind for omskæring, siger jeg nej, det har vi i kirken ikke gjort i 2000 år, siger Peter Skov-Jakobsen.

– Men jeg vil ikke et øjeblik sætte spørgsmålstegn ved min jødiske eller muslimske nabos adgang til den skik. Det her handler om åndsfrihed og frisind.

/ritzau/