Studie: Højskoleelever har svært ved at overholde coronaregler

Eleverne på landets højskoler har svært ved at overholde restriktioner i forbindelse med coronaudbruddet.

Det viser et endnu ikke offentliggjort forskningsstudium fra Københavns Universitet og Statens Serum Institut, skriver hojskolebladet.dk.

Højskolerne er ifølge studiet gået professionelt til opgaven om at strukturere hverdagen på en måde, der overholder coronaretningslinjer.

Og eleverne har da også godt styr på håndvask og afspritning, viser studiet.

Men når det kommer til at holde afstand og undgå nærkontakt, er højskoleeleverne mindre påpasselige.

– Det er særligt i fritiden, at eleverne har socialt samvær med hinanden. Samtidig fandt vi ud af, at fester, musik og alkohol på mange måder er konfliktskabende, når det handler om at holde afstand, siger professor Flemming Konradsen, der er en af forskerne bag studiet, til hojskolebladet.dk.

– Nogle elever føler, at det er et stort indgreb i deres frihed, hvis ikke de må være rigtigt sammen uden for undervisningen.

Studiet er baseret på spørgeskemaundersøgelser fra 16 højskoler. Derudover er der blevet foretaget interviews og observationer på fem højskoler.

På højskolerne gælder det blandt andet, at eleverne ikke må have fysisk kontakt til dem, der er uden for deres såkaldte familiegruppe.

I foråret var familiegrupperne maksimalt på otte elever. I efteråret må grupperne være på op til 30 elever.

Men mange elever kan ikke se meningen med reglerne, da de føles mere strikse end dem, der gælder for resten af samfundet. Det vurderer Flemming Konradsen på baggrund af elevernes svar.

Studiet viser dog, at flere højskoler er lykkedes med at få unge til at ændre adfærd i forbindelse med virusudbruddet. Eksempelvis ved at formidle retningslinjerne på en kreativ og inddragende måde.

/ritzau/