Professor om bremset vaccineforsøg: Ikke overraskende

Det er ikke overraskende, at et fremskredent forsøg med en lovende covid-19-vaccine fra selskabet AstraZeneca er sat på pause.

Det sker nemlig relativt ofte, fortæller Jens Lundgren, professor og overlæge i infektionsmedicin på Rigshospitalet.

– Det er bekymrende og ærgerligt, og jeg ville gerne have været det foruden.

– Men at det skete, ville jeg næsten have forventet. Jeg forventer også flere (pauser, red.) – også i andre forsøg, siger han.

AstraZenecas vaccineforsøg er i den afsluttende fase 3. Her er der dog opdaget et “uforklarligt symptom” hos en forsøgsperson i Storbritannien.

Når der laves forsøg, deles forsøgspersonerne i to grupper. Den ene gruppe får midlet, mens den anden får placebo – altså et stof uden virkning.

Selskabet ved dog ikke, hvilke personer der får lægemidlet, og hvem der får placebo. Derfor er det ikke givet, at det er en reaktion fra forsøgsvaccinen, fortæller Jens Lundgreen.

– Det er nogle andre, der har den viden. Så man vil typisk gå til dem og vurdere, når situationen er kortlagt, om studiet bør fortsætte.

– Det er den proces, der er i gang nu. Det er ikke det samme, som at det stopper, lyder det fra professoren.

/ritzau/