Fagfolk: Rettidig omhu at sætte vaccineforsøg på pause

Det er ikke overraskende, at et fremskredent forsøg med en lovende covid-19-vaccine fra selskabet AstraZeneca er sat på pause.

Det sker nemlig relativt ofte, fortæller Jens Lundgren, professor og overlæge i infektionsmedicin på Rigshospitalet.

– Det er bekymrende og ærgerligt, og jeg ville gerne have været det foruden.

– Men at det skete, ville jeg næsten have forventet. Jeg forventer også flere (pauser, red.) – også i andre forsøg, siger han.

AstraZenecas vaccineforsøg er i den afsluttende fase 3. Her er der dog opdaget et “uforklarligt symptom” hos en forsøgsperson i Storbritannien.

Det er dog ikke givet, at det er en reaktion på forsøgsvaccinen, fortæller Jens Lundgren.

Når der laves forsøg, deles forsøgspersonerne i to grupper. Den ene gruppe får midlet, mens den anden får placebo – altså et stof uden virkning.

Selskabet ved dog ikke, hvilke personer der får lægemidlet, og hvem der får placebo.

– Det er nogle uafhængige eksperter, der har den viden. Så man vil typisk gå til dem og vurdere, når situationen er kortlagt, om studiet bør fortsætte.

– Det er den proces, der er i gang nu. Det er ikke det samme, som at det stopper, lyder det fra professoren.

Også Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen, mener, at det er rettidig omhu at sætte studiet på pause.

– Der er mange ting, der kigges på, før forsøgene bliver genoptaget. Men et enkelt tilfælde skønner jeg ikke – med den information vi har – er noget at være bekymret for, siger han.

Jens Lundgren mener heller ikke, man nu kan fælde dom over vaccinen og sige, at den ikke virker.

– Vi har været meget fokuserede på, at vaccinerne ikke skulle have alvorlige bivirkninger.

– Det er den proces, de her fase 3-studier skal afklare, om det er sikkert at bruge vaccinen. Så situationen har ikke noget at gøre med, om vaccinen er effektiv, siger han.

Flere andre selskaber har et vaccinehåb mod covid-19 i den fase 3, som normalt er den sidste fase, inden en vaccine sendes til godkendelse hos myndighederne, før den kan sendes på markedet.

I Rusland er der godkendt en vaccine. Den har dog ikke været igennem den afsluttende fase, hvor midlet testes på mange mennesker.

Her testes normalt flere tusinde mennesker. Den russiske vaccine blev dog kun testet på 76 mennesker, inden den blev godkendt.

/ritzau/