Flere dages ventetid på coronatest i København og Odense

Der er flere dages ventetid på at få en coronatest i København og Odense, hvor antallet af smittede har fået myndighederne til at sætte ind med nye restriktioner.

På hjemmesiden coronaprover.dk kan personer uden symptomer booke tid til en test uden først at få en henvisning fra egen læge.

Men tirsdag aften er det tidligst muligt at booke en test lørdag eftermiddag i testcentret i Fælledparken på Østerbro i København, hvis man kommer til fods.

Man må vente helt til søndag formiddag, hvis man vil testes i sin bil i testcentrets drive-in-område.

De samme ventetider gælder for testcentret i Ballerup.

I Hvidovre kan man også tidligst få en tid lørdag eftermiddag, uanset om man er til fods eller i bil.

Også i Odense må man vente flere dage på at booke en test. Gående kan tidligst booke en test fredag på coronaprover.dk, mens man i bil ikke kan få en tid før lørdag.

Hvis man har symptomer på coronavirus kan man dog blive henvist til test på sygehusenes testklinikker, som man altså ikke selv kan booke tid til.

I Københavns Lufthavn har man hidtil kunnet dukke op til coronatest uden at booke tid forinden. Men tirsdag er det blevet meldt ud, at man fremover skal fremvise flybillet for at få en tid med det samme.

Man vil dog fortsat kunne booke enkelte ledige tider i lufthavnen via coronaprover.dk uden at have en flybillet. Der er ledige tider torsdag.

/ritzau/