Universiteter aflyser alle sociale arrangementer

De stigende smittetal omkring Odense og hovedstaden betyder, at studerende på flere af landets universiteter må se langt efter muligheden for at deltage i sociale aktiviteter på campus.

På Syddansk Universitet aflyses alle sociale arrangementer frem til 23. september. Herunder arrangementer i forbindelse med studiestart.

Også alle faglige arrangementer med flere end 50 deltagere aflyses.

Det har SDU’s direktion besluttet som følge af myndighedernes seneste anbefalinger. Det oplyser universitetet på sin hjemmeside mandag aften.

Samtidig opfordres alle medarbejdere “meget kraftigt til at arbejde hjemmefra i videst muligt omfang”.

Undervisningen på SDU vil indtil videre fortsætte som planlagt. Det skyldes, at undervisning ikke er omfattet af forsamlingsforbuddet.

Også Roskilde Universitet (RUC) aflyser alle større sociale arrangementer, selv om universitetet ligger i Roskilde Kommune. Kommunen er ikke omfattet af de skærpede restriktioner.

Det gælder receptioner, bar- og caféarrangementer, hytteture og lignende, oplyser RUC i en mail til alle studerende. Aflysningerne gælder “fra nu og indtil videre”.

På Københavns Universitet (KU) får myndighedernes seneste melding ikke nogen nye konsekvenser for de studerende. Det skyldes, at alle sociale arrangementer allerede var aflyst, oplyser KU.

Tiltagene indføres som følge af de stigende smittetal i Odense, København og 16 kommuner nær hovedstaden.

Det har mandag fået sundhedsmyndighederne til at sænke forsamlingsforbuddet i de berørte kommuner fra 100 til 50 personer. Og i den forbindelse anbefales uddannelsesinstitutioner at aflyse arrangementer.

/ritzau/