Syddansk Universitet aflyser alle sociale arrangementer

Syddansk Universitet (SDU) aflyser alle sociale arrangementer frem til 23. september – herunder også arrangementer i forbindelse med studiestart.

Alle faglige arrangementer med flere end 50 deltagere bliver ligeledes aflyst.

Det har SDU’s direktion besluttet, oplyser universitetet på sin hjemmeside mandag aften.

Samtidig opfordres alle medarbejdere “meget kraftigt til at arbejde hjemmefra i videst muligt omfang”.

Tiltagene indføres som følge af de stigende smittetal i Odense, København og flere andre kommuner. Det har mandag fået sundhedsmyndighederne til at sænke forsamlingsforbuddet i 18 kommuner fra 100 til 50 personer.

Undervisningen på SDU vil indtil videre fortsætte som planlagt. Det skyldes, at undervisning ikke er omfattet af forsamlingsforbuddet.

Også Københavns Kommune og flere kommuner i Storkøbenhavn underlægges de nye restriktioner som følge af stigende smittetal.

Men på Københavns Universitet (KU) får sundhedsmyndighederne seneste melding ikke til at få nogle nye konsekvenser for de studerende.

Det skyldes, at alle sociale arrangementer allerede var aflyst, oplyser KU.

/ritzau/