Skilsmissereform forringer børn og voksnes trivsel

Hverken børn eller forældre har fået det bedre af en skilsmissereform, som trådte i kraft i 2019. Den skulle skærme børn og sikre enkle forløb for familierne, men det har ikke været tilfældet.

Det viser en rapport fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Konklusionen lyder, at forældre er blevet mere utilfredse med, hvordan myndighederne behandler deres sager om samvær, bopæl og forældremyndighed.

Reformens formål var også at hjælpe familierne til at håndtere samarbejdet og få en bedre hverdag, men det er ikke sket, lyder det i undersøgelsen.

Undersøgelsen bygger på spørgeskemadata, som 1515 forældre besvarede før reformen og 1589 forældre besvarede efter reformen.

Ifølge Vives undersøgelse er der flere årsager til, at forældrene er mindre tilfredse efter reformen.

63 procent af forældrene angiver efter reformen, at forløbet har været for langt. Før reformen var det 50 procent.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) kalder det ifølge Politiken “tragisk” og “ikke tilfredsstillende overhovedet”.

– Det duer ikke, at vi har et system, hvor børnene kommer mere i klemme. Derfor lægger regeringen også op til at afsætte yderligere et trecifret millionbeløb på den kommende finanslov.

– Det mener vi, at vi er nødt til, siger hun til avisen.

/ritzau/