Odense sender op mod 2000 medarbejdere hjem efter smittestigning

Den stigende smitte med coronavirus har fået myndighederne til at indføre skærpede restriktioner i Odense Kommune, Københavns Kommune og kommuner omkring hovedstaden.

Det har fået Odense Kommune til at sende administrative medarbejdere hjem foreløbigt frem til 22. september. Det oplyser Borgmesterforvaltningen i Odense Kommune.

Det sker, efter at sundhedsmyndighederne, sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og borgmestrene i Odense og København mandag har holdt et pressemøde.

Her lød opfordringen, at flest mulige medarbejdere skal arbejde hjemmefra.

Stadsdirektør i Odense Kommune Stefan Birkebjerg Andersen oplyser, at det drejer sig om op mod 2000 kommunale medarbejdere.

– På baggrund af ministerens anbefaling har direktørgruppen og jeg truffet beslutning om, at man arbejder hjemmefra i det omfang, det er muligt at løse opgaverne i administrationen uden at være på et kommunalt kontor, siger han.

Han pointerer, at Odense Kommune fortsat vil være i fuld drift.

– Det vil mestendels være administrative medarbejdere, der arbejder hjemme, mens vores social- og sundhedsmedhjælpere, skolelærere og så videre fortsat løser deres opgaver tæt på borgeren, siger Stefan Birkebjerg Andersen.

De næste uger vil Odense Kommunes kriseberedskab samles hver dag.

I alt er 124 personer i Odense over de seneste syv dage testet positive. Det svarer til 60,7 personer per 100.000 indbyggere.

Det er fortsat uklart, om medarbejdere i Københavns Kommune også skal arbejde hjemme.

Det kommer der formentligt afklaring på først på dagen tirsdag, hvor Københavns Kommunes kriseberedskab skal holde møde.

/ritzau/