København og Odense overskrider kritisk coronagrænse

Københavns Kommune har de seneste syv dage haft flere end 20 smittede med coronavirus per 100.000 borgere.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det sker efter en længere periode, hvor Københavns Kommune har ligget lige under den kritiske grænse.

Når en kommune har flere end 20 smittede per 100.000 indbyggere på en uge, er de hidtil kommet på sundhedsmyndighedernes observationsliste.

Også tre fynske kommuner – Nordfyn, Kerteminde og Odense – har den seneste uge haft flere end 20 smittede per 100.000 borgere.

I de enkelte kommuner kan forholdsvis små tal gøre en stor forskel, når det handler om omfanget af smitte med coronavirus.

I Kerteminde Kommune er der registreret fem nye tilfælde af covid-19 i løbet af den seneste uge, hvilket har sendt kommunen over den kritiske grænse.

Der er således torsdag 21 smittede per 100.000 indbyggere i Kerteminde.

De nye tal har fået de tre nordfynske kommuner til at indkalde til et krisemøde torsdag, skriver TV2 Fyn.

Her vil repræsentanter for kommunerne diskutere, hvad de sammen kan gøre for at bremse smittespredningen.

Den seneste uges nye coronatilfælde i Kerteminde udgør en stor del af de smittetilfælde i kommunen, der har været siden udbruddets begyndelse, påpeger Kertemindes borgmester, Kasper Ejsing (S).

– Fem lyder ikke af så meget, men når vi over resten af coronaperioden faktisk kun har haft 16 tilfælde, så lyder det af rigtig meget.

– Tallet er højt for os, siger Kasper Ejsing til TV2 Fyn.

/ritzau/