111 nye smittetilfælde – antal indlagte falder med fem

Yderligere 111 personer er blevet smittet med coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut.

Dermed er der igen over 100 nye smittetilfælde, efter at der to dage i træk har været under 100 nye daglige tilfælde.

Antallet af indlagte coronapatienter falder med fem til 15. Det er det laveste antal siden 16. august, hvor der var 12 indlagte.

Ud af de 15 indlagte befinder fire sig på intensiv, hvoraf de to af dem får hjælp af respirator. Inden for det seneste døgn er der to færre, der ligger i respirator.

Der er registreret ét nyt coronarelateret dødsfald inden for det seneste døgn.

/ritzau/