Professor: Mere undtagelsen end reglen med to gange smitte

Den seneste tid har der flere gange været berettet om personer, som er blevet testet positive for coronavirus for anden gang.

Men det er værd at huske på, at det er mere undtagelsen end reglen. Det siger Søren Riis Paludan, der er virolog og professor ved Aarhus Universitet.

Tirsdag har Ekstra Bladet kunnet fortælle om den først kendte dansker, der er testet positiv to gange med tre måneders mellemrum.

At det har kunnet lade sig gøre, kommer som sådan ikke bag på professoren.

– Vi har hørt om noget tilsvarende fra blandt andet Hongkong og Sydkorea. Så det overrasker mig ikke, at det sker.

– Man skal også huske, at det er undtagelsen, at det sker.

– Og så skal man også være opmærksom på, at generelt når man bliver testet positiv anden gang, så er det med meget mildere symptomer, siger Søren Riis Paludan.

I sidste uge kunne forskere i Hongkong for første gang dokumentere, at en person havde været smittet med coronavirus for anden gang.

Sagen vakte en del opsigt, da det formodes, at smittede personer danner antistoffer og derved en vis immunitet over for fremtidig smitte med virusset.

Derfor fik sagen i Hongkong forskerne til at spekulere i, om immunitet over for virusset hos nogle mennesker kun varer nogle få måneder.

– Mange tror, at raskmeldte covid-19-patienter er immune over for virusset, fordi de fleste har udviklet antistoffer.

– Men der er beviser på, at nogle patienters antistofniveauer aftager efter nogle få måneder, skrev forskerne i en rapport.

Søren Riis Paludan er enig i, at der kan opstå tilfælde, hvor tidligere smittede ender med at kunne blive smittet igen trods dannelsen af antistoffer.

– I sådan noget som det her, så skal man ikke fokusere på enkelttilfældene. Der er altid undtagelser.

– Og så kan man sige generelt – og det gælder også for corona – at hvis man har været smittet og har dannet antistoffer, så er man beskyttet.

– Der er så noget, der kan tyde på, at ikke alle er 100 procent beskyttede, siger Søren Riis Paludan.

Den dansker, der er testet positiv for coronavirus to gange, er en 41-årig sygeplejerske. Hun blev første gang testet positiv i april og anden gang i juli.

/ritzau/