OVERBLIK: J-dag betyder typisk øl-smagsprøver i tusindvis

J-dag er den dag i efteråret, hvor julebryggen sættes til salg. I år falder dagen 6. november, men festlighederne er aflyst på grund af coronavirussets indtog.

Tuborg fejrer typisk sin julebryg ved at sende lastbiler og nisser klædt i lyseblåt rundt i landet med gratis smagsprøver på den mørke undergærede pilsner.

Bryggeriet skærer i år ned på fest og farverige nisser, men julebryggen sættes stadig til salg.

Få indblik i historien om Tuborgs julebryg her:

* 1981: Julebryggen bliver skabt af brygmester Per Krieger Lassen og kommer på markedet den 16. november. Den fik kaldenavnet “Snebajer”.

* 1984: Biografreklamen, hvor julemanden i sin slæde møder en ølvogn fra Tuborg, får premiere. Den har været vist hvert år siden. Reklamen med titelmelodien “Jingle Bells” har i mange år også kunnet ses på tv i sin oprindelige form.

* 1990: Tuborg indfører J-dag for at gøre det til en national begivenhed, at juleøllet kom til udskænkning. Julebryggen bliver frigivet anden onsdag i november klokken 23.59. Idéen er taget fra den gamle tradition for P-dag i forbindelse med lancering af påskebryggen.

* Første år er 100 barer og restauranter med i arrangementet. Året efter var det 1000. I dag er det bredt ud til også at omfatte kantiner, caféer og andre steder.

* 1999: Af hensyn til kunderne – og angiveligt fordi for mange unge ikke mødte op til undervisning dagen efter – bliver J-dagen flyttet fra anden onsdag til i stedet at blive afholdt første fredag i november klokken 20.59.

* 2008: J-dag bliver optaget som betegnelse i Dansk Retskrivningsordbog.

* 2009 og 2010: Carlsberg udbygger sit samarbejde med blandt andet DSB om sikker og gratis hjemrejse.

* Ved J-dag deler bryggeriet typisk 25.000 smagsprøver ud på øllen. Tuborg Julebryg er en mørk undergæret pilsner. Den er til salg syv uger om året.

* Der bliver også årligt givet 55.000 nissehuer ud.

Kilde: Tuborg, Carlsberg.

/ritzau/