For få drenge er vaccineret mod hpv et år efter gratis vaccine

I et år har det været muligt for drenge gratis at blive vaccineret mod hpv, men det er langtfra alle, der har gjort brug af den mulighed.

Det viser tal fra Statens Serum Institut, skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Drenge, der er født 1. juli 2017 eller senere, kan blive gratis vaccineret mod hpv som en del af børnevaccinationsprogrammet. Det kan de, indtil de fylder 18 år.

Efter første år har 40 procent af de drenge, der er født i 2007, fået den første dosis af vaccinen, mens det er tilfældet for hver fjerde dreng, der er født i 2008.

Styrelsen har en målsætning om, at 95 procent af både drenge og piger hpv-vaccineres, oplyser Bolette Søborg, der er overlæge i styrelsen.

– Vi ser heldigvis, at mange tager imod tilbuddet om gratis hpv-vaccination af drenge, når de fylder 12 år. Der er dog stadig rigtig lang vej til vores mål, erkender hun i meddelelsen.

Hpv er en forkortelse for humant papillomavirus, og der findes over 100 forskellige typer af virusset.

Det er et meget smitsomt virus, der bliver overført ved seksuel kontakt. Og mens nogle giver kønsvorter, fører andre til kræft i endetarmen, på penis og i mundhulen.

Virusset kan også give celleforandringer i livmoderhalsen. Det kan udvikle sig til livmoderhalskræft.

Vaccinen beskytter mod størstedelen af de nævnte kræfttilfælde samt kønsvorter. Hpv-virusset er skyld i cirka 810 tilfælde af kræft om året i Danmark.

En undersøgelse foretaget af Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse tidligere i år har vist, at ikke alle forældre ved, at deres drenge kan få en gratis vaccine.

Hver tredje i undersøgelsen troede, at den gratis vaccine stadig kun blev tilbudt til piger.

– At så stor en del af forældre tror, at drenge ikke er omfattet af programmet, kan være årsag til, at mange drenge fortsat ikke er vaccineret, siger Bolette Søborg.

Desuden er der mange forældre, som mangler viden om, hvilke sygdomme lægemidlet kan forebygge hos drenge.

– Mere end halvdelen af forældrene er for eksempel ikke klar over, at vaccinen beskytter drenge mod analkræft, og det skal vi naturligvis gøre noget ved, siger Bolette Søborg.

For at gøre folk klogere på emnet er Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen gået sammen om en oplysningsindsats med navnet “Stod hpv – Bliv vaccineret”.

Tilbuddet om gratis vaccine gælder i 2020 og 2021 også nogle ældre drenge. Det gælder drenge, født i 2006 og første halvdel af 2007. Også mænd i alderen 18-25 år, der har sex med mænd, tilbydes vaccinen.

/ritzau/