Personnumre hacket i cyberangreb på Aalborg Universitet

Aalborg Universitet har været udsat for et cyberangreb, hvor hackere har skaffet sig adgang til 28 tidligere og nuværende ansattes lønoplysninger samt 15 studerendes passwords.

Det oplyser Aalborg Universitet i en pressemeddelelse. Cyberangrebet fandt sted 3. august.

Universitetet oplyser, at de ikke tror, det var hackernes motiv at skaffe sig adgang til personoplysninger, men ifølge avisen Nordjyske.dk har cyberangrebet alligevel resulteret i, at nogle de 28 ansattes cpr-numre er kommet i hackernes hænder.

Ifølge Nordjyske.dk har universitetet sendt en e-mail til de studerende, hvori det oplyser dem om angrebet og konsekvenserne.

– Aalborg Universitet skal underrette dig om, at der er konstateret et brud på universitetets persondatasikkerhed 3. august 2020, da universitetet har været udsat for et cyberangreb, skriver de.

/ritzau/