Danskerne drikker litervis af sodavand og øger risikoen for kræft

I gennemsnit hiver hver husstand i Danmark 86 liter sodavand med hjem hvert år.

Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse mandag.

Det er 19 liter sodavand mere om året end for ti år siden, viser tal fra analyseinstituttet GfK.

– Det er et konservativt tal, fordi de 86 liter sodavand kun dækker over det, der bliver købt i supermarkeder, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Det betyder, at for eksempel grænsehandel, biografture og restaurantbesøg kommer oveni.

Kræftens Bekæmpelse ønsker en national plan på området. Det kan for eksempel være en genindførsel af afgifter på sodavand.

Det vil resultere i, at danskerne ville købe mindre, mener Mette Lolk Hanak.

I 2014 afskaffede politikerne sodavandsafgiften, hvilket gjorde sodavand billigere.

Samtidig spiser danskerne også årligt omkring 12,3 kilo slik og chokolade hver.

Det er problematisk, fordi overvægt er den næststørste risikofaktor for kræft efter rygning, oplyser Kræftens Bekæmpelse.

51 procent af alle danskere lever allerede med overvægt ifølge organisationen.

– Vi har et fedmefremmende samfund, hvor det er nemt at få indtaget alt for meget – også tomme kalorier, siger Mette Lolk Hanak.

Hvis overvægtstendensen i Danmark fortsætter, som den er lige nu, så vil der være 48.000 flere kræfttilfælde de næste 30 år alene på grund af overvægt.

Overvægt øger risikoen for mindst 13 kræftformer, heriblandt tarm- og brystkræft, som tilsammen rammer omkring 9700 danskere hver år.

Kun to ud af ti danskere ved, at overvægt øger risikoen for kræft, oplyser Kræftens Bekæmpelse.

Derfor lancerer organisationen i dag kampagnen “Et ufedt budskab” for at udbrede viden på området til danskerne.

/ritzau/