Simpel indsats fik danske studerende til at drikke mindre

I en dansk indsats er det lykkedes at få universitetsstuderende til at skære ned på deres indtag af alkohol.

Det fortæller Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, i en pressemeddelelse.

Resultatet er blevet opnået gennem det, der kaldes “nudging”. Nudging dækker over det at forsøge at skubbe folk i retning af en ønsket adfærd.

I dette tilfælde har man tre gange i løbet af en måned sendt en mail til 500 studerende på Aarhus Universitet.

I mailen var der et link til oplysningsmateriale, hvor de unge blandt andet fik hjælp til at udvikle strategier til at undgå et stort indtag af alkohol og til at ændre deres syn på de sociale normer.

Ud over tre gange at få sendt et link til oplysningsmaterialet fik de studerende også tre gange en sms med en påmindelse om materialet.

Sammenlignet med en anden gruppe endte de 500 studerende set som gruppe med at skære 17 procent ned på det antal gange, de drak alkohol i løbet af måneden.

Ifølge Jane Greve, der er professor hos Vive, viser undersøgelsen, at man med en relativt simpel og billig metode kan påvirke alkoholkulturen på en uddannelse.

– Det kunne jo være en inspiration til andre uddannelser og ungdomsgrupper, siger Jane Greve.

Undersøgelsen viste, at det især var mandlige studerende og studerende på første år, der begrænsede deres forbrug.

Særligt det sidste er positivt, mener Jane Greve.

– De førsteårsstuderende vil jo være med til at forme de næste års alkoholkultur på universitetet, så indsatsen kan potentielt også have effekter på længere sigt, siger hun.

Ifølge Vive har tidligere undersøgelser vist, at mange studerende finder det svært at deltage i arrangementer og være en del af fællesskabet på deres studie, hvis de ikke drikker alkohol.

Men de unge, der deltog i denne undersøgelse, følte sig ikke ekskluderet, selv om de drak mindre. Det kalder professoren for en anden positiv effekt.

– Som ung studerende betyder det meget at være en del af fællesskabet på sin nye uddannelse.

– Og denne undersøgelse understreger altså, at man godt kan drikke lidt mindre uden at føle sig mindre med i fællesskabet, siger Jane Greve.

Fra Studenterrådet på Aarhus Universitet siger næstformand Marie Dall, at man ikke ønsker at bestemme, hvor meget de studerende skal drikke, eller hvor lidt de skal drikke. Det skal ifølge hende være op til de studerende selv.

– Men sidder der nogle studerende, der har lyst til at drikke mindre, så vil vi naturligvis gerne være med til at hjælpe dem med at sætte rammerne for et universitet, hvor det kan lade sig gøre at drikke mindre, og hvor man ikke skal føle sig presset til at drikke, siger Marie Dall.

Hun fortæller, at man er blevet overrasket over undersøgelsen, og hvor stor en effekt der er blevet målt i den. Derfor vil Studenterrådet kigge nærmere på undersøgelsen for at se, hvad det er for parametre, der har spillet ind.

Undersøgelsen på Aarhus Universitet er ud over Vive blandt andet udviklet af Carlsberg og Aarhus Kommune, som også har finansieret indsatsen.

/ritzau/