Efter syv dage med lavere smittetal er der igen over 100 nye

Der er det seneste døgn registreret 112 nye coronatilfælde i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Instituts (SSI) daglige opgørelse søndag.

Dermed er tendensen, hvor antallet af nye smittede generelt har ligget under 100 personer, brudt. I syv dage i træk blev der ellers registreret under 100 daglige nye smittede.

Det bliver i weekenden ikke oplyst, hvor i landet de nye smittetilfælde er registreret.

Onsdag var dagen med det laveste antal smittede i perioden. Her blev der over et døgn konstateret 57 nye smittede.

Det højeste antal i ugens løb var torsdag med 90 nye coronasmittede.

Der har det seneste døgn ikke været nogle ændringer i forhold til antallet af indlagte med coronavirus. Tallet ligger fortsat stabilt på 21 personer.

Heller ikke antallet af indlagte på en intensivafdeling og i respirator har ændret sig det seneste døgn. Fire coronapatienter er fortsat indlagt på intensivafdeling. Alle fire ligger i respirator.

Der er desuden ingen nye dødsfald blandt coronapatienterne.

I alt er 624 personer blevet registreret døde med coronavirus i Danmark, siden epidemien brød ud i begyndelsen af året. Det første registrerede dødsfald var i begyndelsen af marts.

Der er desuden registreret i alt 16.891 coronatilfælde i Danmark.

Tallet er dog formentlig højere, da myndighederne forventer, at der er store mørketal. Det vil sige, at mange kan have været smittet uden at blive testet.

Generelt var antallet af smittede nedadgående i anden halvdel af august. Det kom efter en opblussen i slutningen af juli og starten af august, som blandt andet fulgtes af et udbrud i Aarhus.

/ritzau/