Danmark er det mest selskabelige land under corona

Sommeren over har mange danskere skruet op for deres sociale liv.

Det får direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, til at komme med en løftet pegefinger. Det er ved at være tid til at stramme op igen, mener han.

I starten af august var det kun 14 procent af danskerne, der lod være med at invitere gæster hjem. 35 procent undgik større forsamlinger med mere end 10 mennesker.

Dermed er Danmark det mest selskabelige land blandt mere end 20 lande, der har deltaget i en stor international undersøgelse, som britiske forskere ved Imperial College London står bag.

Det skriver DR.

– Det er noget, vi er meget opmærksomme på, for nu går vi snart ind i den kolde tid, hvor vi er mere indendørs. Så er det meget vigtigt, at vi tager de gode vaner med og måske også strammer lidt op for at forebygge smitte, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm til DR.

Forskerne har med hjælp fra analyseinstituttet YouGov undersøgt folks opførsel i 26 lande fra starten af juni til starten af august. Her har de spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen i landene, hvordan de har opført sig.

Og danskerne er med tiden blevet mindre og mindre forsigtige.

For mens 60 procent undlod at invitere gæster hjem i starten af juni, var det under 15 procent, der gjorde det samme i slutningen af juli og starten af august, skriver DR.

Det skal dog ikke vække bekymring, at danskernes opførsel er ændret. For det kan hurtigt ændres, vurderer professor Michael Bang Petersen fra Aarhus Universitet, der har forsket i danskernes opførsel i coronakrisen.

– Det ser ud, som om vores opmærksomhed på virus i høj grad følger smittetallene og myndighedernes udmeldinger. Når vi får at vide, at vi kan slappe lidt af, så slapper vi også af. Men når vi så får at vide, at det er tid til at stramme op igen, gør vi det rent faktisk, siger professoren til DR.

Hvis man i den kommende tid skal holde fest, er det ifølge Søren Brostrøm vigtigt at være opmærksom på at forhindre smitte.

Han siger til DR, at man eksempelvis kan sætte stolene med en meters afstand og sikre en god udluftning, hvis ikke festen kan holdes udendørs.

/ritzau/