Tusindvis dropper boligen og bor i sommerhus året rundt

Flere vælger at skifte lejligheden eller huset ud med et sommerhus tæt på natur og vand.

De seneste ti år har der været en stigning på 30 procent i antallet af sommerhuse, hvor ejerne bor i huset året rundt.

Det viser beregninger, som Nybolig har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Det er især den ældre del af befolkningen, som vælger at veksle villavejen til et sommerhus.

Den væsentligste del af forklaringen på udviklingen er ifølge Nybolig, at planloven for at bo i sommerhus hele året blev ændret for pensionister i 2017.

Nu skal man kun have ejet sommerhuset i et år, før det er muligt at ændre det til helårsbolig. Tidligere var grænsen otte år.

Muligheden for at flytte i sommerhus vil give mere luft i økonomien for mange ældre, vurderer Thomas Hovgaard, der er kommunikationschef i Nybolig.

– De fleste seniorer, som er boligejere, har sparet en pæn friværdi op, og hvis du vælger at sælge din bolig og flytter i sommerhus, har du alt andet lige flere penge at leve for.

– Det er billigere at bo i sommerhus med lavere skat og lavere forbrug, og man vil derfor kunne opleve at få flere penge mellem hænderne, siger han.

Thomas Hovgaard vurderer, at antallet af personer, der bor fast i sommerhus, reelt er højere, fordi der i opgørelsen kun er folk, som har flyttet deres adresse til et sommerhus.

Der kan derudover være folk, som bor i et lejet sommerhus hele året, men har deres adresse et andet sted.

Nybolig vurderer, at udviklingen med flere sommerhuse som helårsboliger vil fortsætte de kommende år.

– Det tager typisk noget tid, før en lovændring rigtig får effekt på boligmarkedet. Så derfor kan vi sagtens forvente en fortsat stigning i antallet af danskere, der bor i sommerhus året rundt, siger Thomas Hovgaard.

Der er cirka 200.000 sommerhuse i Danmark. Dermed er omkring hver tiende beboet året rundt.

/ritzau/