Coronapatienter er indlagt kortere tid end førhen

Patienter med coronavirus er indlagt i kortere tid, og dødeligheden blandt patienterne er lavere, end da Danmark først blev ramt af virusset.

– Da pandemien startede, vidste vi jo meget lidt om den.

– Så blev der sat ufattelig mange studier i gang for at prøve at finde ud af, hvad der virkede, siger ledende overlæge på Infektionmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital Bjarne Ørskov Lindhardt.

Torsdag er det et halvt år siden, den første dansker blev testet positiv for covid-19.

En række forsøg har gennem pandemien givet pote. Især præparatet Remdesivir var genstand for debat, da læger forsøgte at finde en behandling mod covid-19.

– Det antivirale middel Remdesivir viste sig at have en effekt på patienternes overlevelse. Dexamethason har også vist sig at have en effekt på patienternes overlevelse, siger Bjarne Ørskov Lindhardt.

Covid-19-patienter har tendens til blodpropper, og derfor får de nu også blodfortyndende medicin.

Lægerne er blevet bedre til at give patienterne ilt. Der har været en udfordring, fordi sygdommen sidder i lungerne.

– Det er jo noget, vi har lært i løbet af foråret, siger Bjarne Ørskov Lindhardt.

Gruppen af mennesker, der bliver smittet, har ændret sig siden pandemien kom til landet.

Det er i høj grad unge og raske mennesker, der bliver ramt af virusset, hvorfor der heller ikke er lige så mange personer indlagt, som der var, da pandemien for alvor begyndte at sprede sig i Danmark, forklarer Bjarne Ørskov Lindhardt.

Antallet af nye covid-19-smittetilfælde har fem dage i træk ligget under 100. Antallet af indlagte har også været relativt stabilt og ligger nu på 19, hvoraf to ligger i respirator på intensivafdeling.

Samlet har der været over 2800 coronaindlæggelser herhjemme.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) skrev tirsdag på Twitter, at kontakttallet var faldet til 0,8. Det betyder, at hver smittede i gennemsnittet smitter 0,8 personer Det vil sige, at antallet af smittede falder.

/ritzau/